
Modellen på billedet er skabt af mig med hjælp fra AI.
Og netop derfor har jeg lyst til at fortælle lidt om, hvordan jeg ser på AI hos CARE BY ME.
På mange måder er CARE BY ME bygget på alt det, AI ikke er. På mennesker. På hænder. På naturens materialer. På gamle håndværk, der er gået i arv gennem generationer, og på den tid og kunnen, der ligger bag et produkt, som er skabt til at holde.
Det kommer AI aldrig til at erstatte hos os.
Men jeg er også nysgerrig på nye muligheder. Vi er en lille virksomhed med mange idéer og mange opgaver, og her kan AI være et fantastisk værktøj - også kreativt. Det kan give os mulighed for at lege med styling, stemninger og billeder og fortælle vores historier på nye måder.
For mig ligger det vigtige i, hvordan vi bruger det.
Nedenfor ses et screendump af hvordan jeg guider min .AI til at forbedre resultatet:

Jeg ønsker ikke, at AI skal erstatte vores designere, håndværkere, fotografer eller de mennesker, der er en del af CARE BY ME. Men jeg vil heller ikke være bange for at bruge et nyt værktøj, når det giver mening og kan tilføre noget.
Derfor kan I godt komme til at møde AI-skabte eller AI-bearbejdede billeder i CARE BY MEs univers fremover - måske i et nyhedsbrev, på vores sociale medier eller som en del af en lookbook. Når AI spiller en væsentlig rolle i det, I ser, vil vi gerne være åbne omkring det.
For mig handler det om balance. Om at tage det bedste fra den nye teknologi uden at miste det menneskelige på vejen.
For uanset hvor dygtig AI bliver, vil hjertet i CARE BY ME stadig være det samme: mennesker, naturens materialer og fantastisk håndværk.
Kærlig hilsen
Camilla